Vi kender det allesammen. Det med at livet pludselig føles helt anderledes, end det gjorde i går.
I går følte jeg glæde, taknemmelighed, ro og balance. Kunne mærke, at alt var, som det skulle være.
Og så et enkelt møde, et enkelt opkald eller en enkelt besked kan pludselig vende det hele på hovedet og starte det indre stormvejr. Den Indre usikkerhed, den indre utryghed, sorg eller vrede. Et hav af oprørte følelser, der aktiveres i det indre.
Og før man får set sig om, er der en masse tanker koblet på. Gamle tanker, gamle mønstre, gamle usikkerheder om selvværd og manglende tryghed i livet. Som så igen aktiverer følelserne. De tunge, svære følelser, som bekræfter tankerne.
Og pludselig er du fanget under overfladen, hvor det er svært at mærke dig selv og hvem du egentlig er.
Men lige netop her, i dette øjeblik, er det så ekstremt vigtigt at øve dig i at stoppe op. Slippe tankerne, lade dem passere som skyer på himlen. Og registrere følelserne, være opmærksom på dem, men ikke gå ind i dem. Men bare mærke dig selv og favne, hvad der ligger bag hele denne strøm af følelser og tanker.
Hvad er det, der blev aktiveret i dig selv og mødet med den anden? Hvad var det i dig, der blev svært? Hvad var det for gamle sår, der kom til overfladen?
For da kan du begynde at slippe. Da kan du se, at det oprørte hav i dit indre er fortællinger og tanker fra gammel tid. Da kan du begynde at se gaven i, at det kom til overfladen. Så det kunne blive forløst og du kunne slippe.
For gør du det, vil du opdage at vandet lægger sig igen. Og at overfladen hele tiden var smuk og stille. Og at du her kan vugge blidt, med den største ro og taknemmelighed, fordi du ved, at alt er, præcis, som det skal være.
For da møder du dig selv med dit hjerte og i dit hjerte, med den største omsorg og selvkærlighed. For selvkærligheden er det blideste, stærkeste og vigtigste, vi kan fylde os selv med - særligt når livet gør ondt eller bliver svært.
Kærligst Katrine ✨💙
Comentários